Vi har for nyligt i administrationsholdet kort diskuteret brugen af op- og (især) nedstemmer på Feddit.dk. Det er ikke noget vi har diskuteret eksplicit før, hverken blandt brugere eller i administrationen, så jeg tænkte at man lige kunne lægge en føler ud.
Debatten startede fordi vi lagde mærke til et par eksempler på indlæg og kommentarer som blev nedstemt uden at vi selv mente der var noget åbenlyst belæg for det.
Generelt set mener vi i administrationen at nedstemmer er en nyttig form for demokratisk moderation, men det kan også nemt udvikle sig til massetyranni, hvor den gængse holdning blandt brugerne er den eneste holdning der bliver tolereret, mens andre holdninger udskammes. Det kan bidrage til at der dannes et ekkokammer. Vi ved allerede fra brugerundersøgelser at brugerne på Feddit.dk udgør en lidt snæver demografi som bestemt ikke er repræsentativ for den bredere befolkning i Danmark.
På Reddit har man i årevis snakket om en tilgang hvor man opstemmer ting som er relevante og/eller bidrager til debatten og nedstemmer ting som ikke er relevante eller som ikke bidrager (som så afhænger af hvordan man definerer relevans og bidrag). Underforstået i det er at man ikke nedstemmer blot fordi man er uenig med holdningen der bliver udtrykt. Dette ideal har dog altid virket nærmest umuligt at opnå, da masserne i stor grad har stemt efter holdning.
Vi blev enige i administrationen om nogle ting:
- Vi synes ikke man bør stemme (op eller ned) ud fra holdning alene. Andre holdninger end ens egen skal også kunne høres.
- Der kan være mange legitime grunde til at nedstemme, og hvordan en bruger stemmer bør aldrig lede til nogen form for sanktion, medmindre der er tale om decideret snyd, heksejagt, manipulation med stemmer eller anden dårlig opførsel.
- Vi har ikke lyst til at deaktivere nedstemmer, trods at Lemmy har den mulighed.
Vi vil også gerne bruge lejligheden til at gøre opmærksom på at stemmer ikke er helt anonyme. Moderatorer kan se stemmer i fællesskaber de modererer og administratorer (også administratorer på andre instanser) kan se alle stemmer. Tanken er at dette er nødvendigt for at holde øje med stemmemanipulation.
Hvad tænker I om opstemmer og nedstemmer? Har I nogen holdning til hvordan de bør bruges? Er I enige med vores konklusioner?
Det er helt fint for et specifikt fællesskab. Fx skal man nok ikke følge med på !rust@programming.dev hvis man ikke kan lide det programmeringssprog.
Men det eneste karakteristiske ved Feddit.dk er at vi taler dansk her, og jeg synes ikke nogen skal holdes ude på grund af deres holdninger (så længe de holdninger er inden for lovens grænser).
Mit håb er at så mange som muligt, ideelt alle kan føle sig velkommen på Feddit.dk.
Og sådan skal det også være.
Fediverset har jo så også et ekstra niveau i forhold til Reddit – de forskellige sites. Altså kan man eksempelvis deltage i !politik@feddit.nu selv hvis man ikke kan eller vil deltage i !Politik@feddit.dk, så fra mit perspektiv giver det flere muligheder for at finde både specifikke og generelle grupper som man svinger godt med.
Egentlig tog jeg de forskellige sites som analoge til forskellige subreddits - men det er de så ikke helt, eller hvordan?
De forskellige instanser, som de kaldes, er mere analoge til Reddit selv. Man har selvfølgelig aldrig på Reddit kunne skifte administratorerne ud, men det er det som man kan på fediverset, fordi der ikke er en central styring. Subreddits er så analoge til fællesskaberne, som !nyheder@feddit.dk osv.
Ah javel, det giver mening!