Det er mig bekymrende, når debatten om mænds faglige indsats bygger på forældede tendenser og forskning fra 00’erne. At referere til en problemstilling, der var relevant for 10-15 år siden, som om den stadig definerer nutidens unge mænd, er ikke bare misvisende i min optik, og det jeg har mødt i virkeligheden. Det er mere et udtryk for en indre frygt, der ikke afspejler virkeligheden.
Jeg har som pædagog, arbejdet i mange forskellige områder herunder med andre unge mænd, der dagligt leverer en stærk faglig indsats. Min erfaring er, at faglighed ikke er kønsbestemtnog disse frygtscenarier ikke eksiterer. Hvis nogle unge mænd føler sig usikre på deres evne til at levere, skyldes det ikke deres køn, men snarere noget indre personligt eller systemisk, der ikke altid anerkender eller belønner deres bidrag? Selvfølgelig kan en mand nusse et barn, det har behov for ydre styring eller regulering af arousal
Det er problematisk, når enkeltpersoners frygt som f.eks. Andreas Steffensens udsagn bliver præsenteret som en generel sandhed. Jeg har aldrig hørt mine mandlige kollegaer udtrykke bekymring for, at de ikke kan levere fagligt eller deres køn har en negativ indvirkning i pædagogikken.