Jeg tror det kommer an på hvordan man rammesætter det. Sociale medier er, som artiklen også pointerer, meget overfladisk og forklarer ikke hvad der menes med dit eller dat.

For efterhånden mange år siden havde jeg en gæsteunderviser på mit studie, som havde rygende ADHD og han fortalte mange historier om hvordan hans lidelse havde fucket hans liv op indtil at han stoppede med at bekæmpe sine symptomer og i stedet forsøgte at acceptere at det var sådan han var og at han kunne prøve at arbejde med dem i stedet for.

Han sagde ordret at ADHD var hans superpower, men jeg forstod godt hvad han mente med det. Det vil altid være svært, det vil altid være en udfordring som mange mennesker ikke har, men hvis man holder op med at se det som noget der skal udryddes og ændres og i stedet ser det som noget der skal reguleres og bruges steder hvor det ikke på samme måde er en last at være lidt mærkelig, så er livet meget nemmere at leve.

Dengang han sagde det, havde jeg lidt af angst og depression i mange år og min angst stak helt af på studiet til et punkt hvor jeg ofte måtte løbe fra undervisningen og sidde på toilettet og klynge mig til en brændende varm radiator for at få vejrtrækningen under kontrol. Der kunne gå timer på den måde nogle gange.

Da han sagde det, så begyndte jeg at tænke anderledes omkring min angst. At i stedet for at den skulle styre mig og at jeg skulle undertrykke og skamme mig over den, så skulle jeg hellere se den som en mulighed for at vokse. At når noget gjorde mig ængstelig, så skulle jeg gå mod det i stedet for at flygte fra det. Det hjalp mig helt vildt. Det kurerede ikke min angst. Jeg er stadig ængstelig den dag i dag, men jeg ser det ikke længere som noget farligt og skamfuldt. Jeg ser det som en superpower, der melder sig af og til når der er noget jeg skal overkomme.

Og ironisk nok, så opdagede jeg også flere år senere at hele aspekter af min personlighed, som jeg har forsøgt at undertrykke og kue og udrydde i mig selv til det punkt hvor jeg ikke længere var bevidst om at jeg havde dem, selvom alle tæt på mig så dem tydeligt - alle disse aspekter af mig selv som jeg hadede og foragtede og følte gjorde mig til en taber og et undermenneske, de passede alle sammen som fod i hose på ADHD symptomer i kvinder.

Om jeg har det eller ej, det kommer jeg aldrig til at finde ud af for jeg kan ikke overskue systemet. Jeg ved bare at jeg ikke længere i samme grad går og frygter at jeg taler for meget, er for meget, er svag, er uintelligent, ikke kan finde ud af det andre kan osv osv osv. Jeg kan grine ad det nu når jeg har smidt vigtige noter væk for 117 gang. Jeg kan tilgive mig selv nemmere når jeg kører op i en følelsmæssig spiral. Jeg straffer ikke længere mig selv som jeg plejede at gøre når jeg fucker noget op.

For mig ligger superkraften i at være et socialt udskud der aldrig rigtig har passet ind nogle steder, at de mennesker der kan acceptere mig som jeg er og kan tilgive mine uhensigtsmæssige sider, som altid vil være der uanset hvor meget jeg arbejder med dem, de mennesker er værd at have i mit liv mens at de som håner mig, taler til mig som om jeg er mindre intelligent og småmobber mig fordi jeg er mærkelig, dem behøver jeg ikke ødelægge mig selv for at få accept fra.

Men på de sociale medier bliver ADHD og autisme = superpower gjort til "kan arbejde på noget i 8 timer uden pause" eller "kan huske sindssygt meget paratviden udenad" og det er ærgerligt for der er en sandhed gemt i alt vrøvlet og det er selvfølgelig børnene der bliver de største ofre for det.