En 20-årig kvinde, omtalt som K.G.M., er hovedperson i en principiel retssag i Californien mod Meta (Instagram) og Google (YouTube). På vegne af tusindvis af unge sagsøgere hævder hun, at sociale medier bevidst er designet til at gøre børn afhængige og har forårsaget alvorlig psykisk mistrivsel, herunder angst og depression. Sagen omtales som sociale mediers “Big Tobacco Moment”, med reference til tobaksdommen i 1998, hvor producenter blev dømt for sundhedsskader.
Sagsøgerne argumenterer for, at funktioner som infinite scroll og skønhedsfiltre fastholder unge og skader deres selvbillede og mentale helbred. De peger også på interne dokumenter fra techvirksomhederne, der antyder, at ledelsen kendte til risiciene. Eksperter vurderer, at sagen kan få stor principiel betydning, fordi der endnu ikke findes retspraksis om platformenes ansvar og eventuelle omsorgspligt over for børn.
Meta og Google afviser anklagerne og fremhæver, at K.G.M. havde psykiske problemer før sin brug af sociale medier, blandt andet på grund af en belastet opvækst. De mener derfor, at der ikke kan påvises en direkte årsagssammenhæng. Google understreger desuden, at YouTube primært er en underholdningsplatform og har indført tiltag for at beskytte unge brugere.
Sagens udfald kan få betydning for den internationale regulering af sociale medier, også i Europa, hvor der allerede arbejdes på at skærpe techvirksomheders ansvar over for børn og unge.