Jeg elsker at skrive. Jeg har bare ikke haft en skid at sige i super lang tid. Der er intet substantielt eller vigtigt indeni. Jeg kravler mig bare vej gennem denne uendeligt lange vinter, mens der sker en masse vilde ting i og omkring mit liv. Vilde, på en mondæn måde. Sygdomme, kaotiske familier, personlige kriser af den ene eller den anden slags. Ingen af os er døde af kræft eller er blevet kørt over. Ingen af os er i Epstein-filerne. Men vi har mondæne dramaer i vores liv alligevel og de slider på os, på deres egne måder. Og vi siger altid til hinanden, at det bliver godt når vi er på den anden side af det hele.
Velmenende folk fortæller mig at en skriveblokade - som er i bagatelafdelingen af de mondæne dramaer jeg ruller rundt med for tiden - dem skal man skrive sig ud af.
"Bare skriv et kvarter til en halv time om dagen!"
Men jeg har jo intet at fortælle?
Kendte forfattere ala Stephen King der siger at man skal skrive hver dag, også på dage, hvor man ikke føler for det.
JAMEN JEG HAR JO INTET AT FORTÆLLE??
Det er bare tomt derinde. Vissent. Jeg gider ikke være en af dem der skriver en eller anden røvballehistorie som folk ikke kan huske når de lukker bogen. Jeg har allerede lyttet til nok lydbøger, der er sådan. Skrevet af folk der gerne vil skrive en bog, fordi de gerne vil skrive en bog, men når det kommer til stykket, så har de intet at sige. Deres ord er tomme. Deres fortællinger er intetsigende. Jeg lytter til dem på e-reolen og bliver atter engang skuffet og irriteret over at jeg har spildt timer af mit liv på deres makværk. Jeg gider sgu ikke være den type historiefortæller.
Tror bare at jeg mangler ro i hovedet og afstand fra alle de mange negative nyheder der gør mig i dårligt humør.
"Folk er blevet så ondskabsfulde og grove i tonen når de taler med hinanden," siger min ene søster under vores månedlige videoopkald. Hun er ikke meget online, men hun forstår godt at det er internettet tonen kommer fra, og at den bløder mere og mere ud i resten af samfundet.
"Kæreste mener, at der bliver rettet op på alt det når Trump ikke sidder på magten længere. Der skal en lederfigur til, som kan samle folket i vesten og ikke splitte os, for det er det eneste Trump kan finde ud af," siger jeg, som den papegøje jeg er.
Jeg får en voicenote fra en veninde jeg ikke har talt med i lang tid. Det får det til at sitre med varme i fingerspidserne og det trækker og flår i smilebåndet. Også selvom de nyheder hun har er reelt dramatiske og ikke mondæne overhovedet. Jeg sender en note tilbage. Hun sender en igen. Ping pong. Varmen spreder sig i os begge. Det kan man høre på tonen i vores optagelser.
Jeg mangler måske noget social kvalitetstid med folk jeg holder af. Ligesom at jeg mangler gode bøger, der kan ruske liv i mine neuroner. På hylden står 15 bøger jeg gik i gang med at læse på et eller andet tidspunkt og dem efterlod jeg bogmærker i, som gravstene. "Hertil nåede hun inden hun glemte mig. RIP".
Cormac McCarthy, John Williams, Bernard Cornwell, Jens Andersens biografier om vigtige, nordiske forfatterinder, islandske sagaer, selvhjælpsbog om tankemylder, en satirisk bog om Hitler, Yahya Hassans digtsamling (til min kærestes dybeste forargelse), Dobbeltmennesket, en fiktionsbog om en af Danmarks mest interessante og komplekse mordere, Meter i Sekundet, der nåede at blive lavet til en hel film, komme i biograferne og forsvinde igen inden jeg nogensinde kom videre fra side 75. Anne fra Grønnebakken. En bog om nordisk mytologi. En bog om hvordan man opretholder et sundt demokrati og Taking Charge of Adult ADHD, som jeg ivrigt købte med henblik på at finde gode tips i så jeg kunne håndtere mine mærkværdigheder uden at skulle igennem helvedessystemet og få en officiel diagnose. Gik i stå da jeg kom hertil:
Believing you might have ADHD can feel like a huge relief: At last you have some idea of why your life has been so tough. Problem solved, right? All you have to do now is read a couple of books like this one so you know how to deal with the deficits ADHD imposes. Not so fast. There are some very powerful reasons to get professional help, both for diagnosis and for treatment.
Hm. Jamen så fuck fuck da.
Der er rigeligt at gå i gang med på hylden, men det skræmmer mig sgu lidt. Det er alt sammen bøger der stikker i øst og vest og ikke rigtig har noget med hinanden at gøre. Har sågar et gammelt impulskøb stående, som lærer dig at skrive og forstå basale kinesiske skrifttegn. Det var nok fra den periode, hvor jeg begyndte at tro på at fremtiden var at lære mandarin frem for engelsk og at jeg burde begynde snart. Det var så 12 år siden. Høhø. Har kun kigget i den tre gange. Baaah.
Kæmper mig i sneglefart gennem Yahya Hassan's bog. Digt efter digt. Det burde jo gå hurtigt når nu det er poesi og bogen er kort. I teorien en god logik, men når man er mig så er det aldrig så simpelt. Kæreste skærer en grimasse hver gang han ser mig gå rundt med bogen. "Hvorfor har vi sådan noget lort her i huset?" spørger han og jeg siger at det er fordi det er kultur. Jeg har spurgt ham flere gange, hvad det er ved Yahya Hassan han hader så meget og han har fortalt mig det tre gange nu, men jeg glemmer altid hans forklaring. De der satans neuroner. Jeg tror det er den del med, at han var kriminel. Kæreste kan ikke lide folk, der bryder loven og mener, at de står over den. Men måske var der også en anden grund? Jeg har ikke selv nogen holdning til Yahya Hassan. Ikke sådan rigtig. Jeg er nok den type dansker han skrev til og samtidig foragtede. Den der køber hans bog fordi han, for mig, er som et dyr i en zoo. Ghetto-dreng med kriminelle rødder, et sygt sind og alligevel et bedre greb om det danske sprog end mange af os etniske danskere har. Og så i så ung en alder. Højrøstet, provokatør og god til at starte en debat. Fjender til højre og venstre og success på den overfladiske måde, mens hele resten af hans liv var en fiasko. Den præcise type kunstner som historisk set bliver hyldet, men nok hellere burde mødes med medlidenhed. Ingen romantiserer kunstnere, der har en sund arbejdsmoral, et normalt arbejdsliv og stadig er i stand til at producere godt arbejde. Vi hungrer hellere efter dem der brænder begge ender af og klapper, mens de skriger på den hjælp, der aldrig rigtig kommer. Den hjælp de måske ikke engang ved hvordan de skal tage imod. Jeg tror ikke at jeg ville kunne håndtere en Yahya Hassan i mit eget liv. Det er stadig kultur, siger jeg til kæreste, der fnyser og går over og laver noget mad. Spørger om han skal lave noget til mig. Den mand var en middelhavsmor til seks unger i sit tidligere liv. Jeg var en grævling, tror jeg.
