Jeg kommer fra et godt stykke inde i vestjylland, og da min hustru og jeg skulle vælge, hvor vi skulle slå os ned - om vi skulle tættest på hendes familie eller min - var der slet ikke noget at diskutere. Vi har begge lange, humanistiske uddannelser, og der er så godt som ingen jobs i den kommune, jeg er fra, vi ville kunne bruge vores uddannelser på. Ikke inden for vores kernekompetencer men heller ikke som generalist. Derudover er det sådan, at hele min omgangskreds fra min ungdom er flyttet væk. Dem der er blevet tilbage er dem, jeg allerede dengang havde et presset eller bare begrænset forhold til.

Jeg forestiller mig, at det er noget, der går igen mange steder. Man flytter væk for at få en uddannelse. Så møder man venner og partnere, der kommer andre steder fra, som man har mere til fælles med end dem derhjemme, og man får liv og job det sted, det nye fællesskab er. Hvordan skal det så ende med at give mening, at man flytter tilbage igen? Det kan vel ikke undgås, at det med tiden giver en akkumulerende effekt, hvor ufaglærte og folk med de erhvervsuddannelser, der kan fås lokalt, måske bliver i lokalområdet, og andre ofte ikke gør. Hver årgang sender en flok afsted til studiebyerne, og mange af dem kommer ikke igen. Hvis udviklingen skal vendes, skal der ske et eller andet vildt, men jeg kan sådan set ikke forestille mig, hvad det skulle være.

Min vinkel er, at vi lever i et samfund, hvor alt skal gå hurtigt, effektivt og uden fejl. Selvom vi vel aldrig har arbejdet mindre? Hvad fylder vi fritiden og livet med?

Vi har ikke tid til at sidde ned og spise sammen. Vi har ikke tid til at snakke med naboen. Vi har ikke tid til at lade tanker og drømme gro. Vi har ikke tid til at være til stede hverken for os selv eller for hinanden.

Jeg møder forældre i vuggestuen og hos sundhedsplejersken, der er målløse over, at vi begge arbejder deltid, og at mine børn kun er afsted tre dage om ugen fra ni til to. At jeg kun arbejder mandag til torsdag. Det er, som om vi lever i en verden, hvor selv det at være forælder på deltid føles som en luksus, en undtagelse, noget, der næsten er for godt til at være sandt. Jeg måtte ikke gå mere ned i tid, for så gav jeg ikke nok værdi for arbejdspladsen ift. min løn. Hvad med værdi for samfundet?

Arbejdslivet æder vores dage. Selvom teknologien burde frigøre os, arbejder vi mere end nogensinde. Mails, møder og deadlines trænger sig ind i vores fritid, og der er ikke plads til det uforudsigelige, det kaotiske, det menneskelige som børn nu engang er.

Vi er altid "på". Forbundet til skærme og systemer, men sjældent virkelig til stede. Jeg har selv taget valget om at frasortere ræset og medierne, men jeg kan skrive under på, at algoritmen fyldte mit hoved, før jeg tog afsked. Sociale medier, nyheder og underholdning fylder vores opmærksomhed, men efterlader os med hvad? En følelse af tomhed? En fornemmelse af, at vi aldrig rigtig når at indhente os selv? Det gør det svært at skabe de rolige, trygge rammer, der skal til for at ønske sig et familieliv. Jeg indrømmer, at jeg ikke altid er til stede, når vi ser TV med ungerne. Det er nemt at lade dem sidde og glo, mens tankerne flyver andre steder hen. Det er hårdt at være nærværende voksen hele tiden. Men det er netop den nærvær, vi har mistet.

Tidligere var familier, nabolag og lokale samfund stærke. Man hjalp hinanden. Børnene blev passet af flere, og der var plads til at fejle. I dag er vi blevet individuelle øer, der kæmper for os selv. Ingen har tid til at hjælpe. Hvem passer børnene, når begge forældre skal arbejde? Hvem tager sig af de ældre? Vi har outsourcet omsorgen til institutioner og kommuner, men de kan ikke erstatte et rigtigt fællesskab.

Det faldende fødselstal er ikke bare et demografisk problem. Det er et varsel om, at vi har glemt, hvad det vil sige at leve. Og det kan ikke løses med penge eller politik alene. Det kræver, at vi sammen tør sætte farten ned, åbne dørene for hinanden og tillade os selv at leve. At slippe lidt fri fra algoritmen og se hinanden. For det er først, når vi gør det, at vi igen finder modet til at sætte nye liv i verden.

Noget af det, der bliver talt om her i artiklen handler mere om centralisering end det handler om at folk ikke får børn nok.

Når man vælger at centralisere samfundet i de store byer, så har det altså konsekvenser for mere end blot de små prut-byer i provinsen. Det rammer også på et tidspunkt de større byer. Især når man sparer offentlig transport væk og sørger for at alle de gode jobs er i København. Altså, goddag mand økseskaft. Det kan da virkelig ikke komme bag på nogen at det må gå på denne måde når det er den stil, der er blevet lagt. Det har ikke noget med fødselsrater at gøre.

Og det der har med fødselsrater at gøre er væsentligt mere kompliceret end nogle af os kan kommentere på. For det er en kæmpe bred vifte af faktorer, der gør at folk ikke får børn som tidligere. Høje priser og lange arbejdsdage er én ting, men det er ikke kun negativt det hele. Det er også et udtryk for at vi har mere lighed i samfundet og at kvinder i højere grad har kontrol over deres egen krop og liv. Måske ville det se sådan ud alle steder, hvis kvinder havde samme muligheder for at benytte prævention og tage uddannelse og få en karriere de går op i.

Og så er det alle de andre ting med klima og stress og dårlig fertilitet som følge af hvadend kemikalier vi alle har indtaget hele vores liv. Altså der er bare rigtig mange ting, der spiller ind i denne trend.

Men jeg tror at manglen på tid og penge, samt det faktum at kvinder har mere ret til at vælge i vestlige lande, spiller nogle af de største roller i lave fødselsrater.

Jeg ser det i hvert fald ikke som et problem. Måske kortvarigt, men på den lange bane er det da fint, at vi ikke er så mange mennesker.

Det burde ikke koste noget at sende børn i dagpleje og børnehave. Det er meget dyrt at få børn, og folk får børn på et tidspunkt hvor de ikke har lige så mange penge som senere i livet, hvor der ikke er samme ressourcebehov. Det er en skævhed. Der er mange forklaringer på hvorfor folk får færre børn, en ændret kultur pga. den teknologiske, særligt den digitale, udvikling spiller nok en væsentlig rolle. Når det er sagt, ville det nok hjælpe på fødselstallet, hvis det var billigere at få børn. Da børn er en væsentlig del af det at leve et meningsfuldt liv for mange mennesker, og det desuden er vigtigt for samfundet som helhed at der bliver født børn, virker det helt rimeligt at gøre børnehave og dagpleje gratis. Vi har også råd til det, men som alt andet kræver det selvfølgelig prioritering.

Kan det, at vi får færre børn måske have noget at gøre med at det er pisse dyrt at have børn, pisse dyrt at finde en bolig, pisse dyrt at leve med stigende fødevarepriser, lønninger der knapt følger inflationen, vilkår for forældre stinker, vi skal arbejde mere og længere, daginstitutioner og skoler fucking sejler, uddannelsessystemet er totalt udhulet...måske noget af det her spiller ind i beslutningen om at få børn? Hvem har lyst til at sætte børn I verden når man knapt føler man kan få fodfæste uden.

Jeg har selv to børn som jeg elsker og aldrig ville undvære...men hold kæft hvor er det også meget ekstra stress og arbejde. Jeg forstår godt hvorfor mange ikke vælger at påtage sig den ekstra byrde det også er at have børn.

Rune Lindahl-Jacobsen står lige nu i spidsen for et nyt forskningsprojekt, der skal kortlægge, hvorfor fertilitetsraten er faldende i hele landet. Først når denne undersøgelser ligger færdig, kan man foretage nålestiksoperationer, der skal forsøge at afhjælpe problemet.

Jeg ved ikke, det virker da ret åbenlyst 😅. Det kan da ikke være svært at lave den rapport i hvert fald. Tid og penge er vel det det handler om, i bund og grund.

Måske den sværere ting er hvis folk ikke får børn pga. fremtidsudsigter, altså klima og krig og den slags. Det er lidt sværere at fikse hurtigt med politiske tiltag.

Men jeg tror personligt ikke fred i verden er nødvendigt. Bare gør børnepenge signifikant højere. Jeg mener hundredevis af procenter højere. Giv så forældre mere barsel, meget mere. Måske giv forældre en mulighed for deltid med barselsdagpenge i de første par år af barnets liv.

Lyder alt det her pissedyrt? Ja. Det er også pissedyrt hvis samfundet ikke får nogen børn - måske endnu dyrere end de forslag her.